Da direktør Steen Lyhne-Johansen i 2018 gik på sommerferie, stod der 1400 kroner på Farstrup Furnitures konto, og en kassekredit havde længe været et fatamorgana. Alligevel tvivlede Steen Lyhne-Johansen ikke på den plan, han havde lagt. Kort efter kom vendepunktet, og det seneste regnskab viste for første gang i årevis et millionoverskud.
17 mar. 2020 kl. 14:00
Trine Grauholm tgr@erhvervplus.dk
FARSTRUP: Den gamle kantine i kælderen under Farstrup Furniture er med sit linoleumsgulv, gamle møbler og gardiner en tidslomme, der på et tidspunkt fik Casper Christensen og Frank Hvams location scout til at overveje at bruge lokalerne til filmoptagelser.
Der stod Steen Lyhne-Johansen tilbage i 2017 med erfaring fra det strømlinede designerfirma Fritz Hansen og forsøgte at overbevise medarbejderne i Farstrup Furniture om, at virksomheden med det hæderkronede og gedigne brand efter underskud på underskud kunne vendes.
Nogle sad forrest i lokalet. Andre insisterede på at sidde bagerst på deres faste pladser, mens de hørte om fleksibilitet i produktionen, forandringer og farvel til “vi plejer”-kulturen.
– Jeg tror nok, at medarbejderne opfattede mig som lidt af en kaospilot. Det forestiller jeg mig i hvert fald med alt det, vi skulle lave om. Jeg blev ved med at blive mødt med “hvorfor”, “vi plejer” og “vi har altid gjort”, når jeg kom og fortalte, at vi skulle gøre tingene på en anden måde, men jeg har aldrig selv følt mig som kaospilot, for vi har hele tiden haft en plan med det, vi gjorde. Jeg har visualiseret for mig, hvor vi skulle hen. Det er klart, at det er træls at miste kollegaer på gulvet, men vi har været nødt til at skære ind for at tilpasse os og sikre, at Farstrup Furniture overlever, siger Steen Lyhne-Johansen.
– Jeg tror nok, at medarbejderne opfattede mig som lidt af en kaospilot. Det forestiller jeg mig i hvert fald med alt det, vi skulle lave om. Jeg blev ved med at blive mødt med “hvorfor”, “vi plejer” og “vi har altid gjort”, når jeg kom og fortalte, at vi skulle gøre tingene på en anden måde, men jeg har aldrig selv følt mig som kaospilot, for vi har hele tiden haft en plan med det, vi gjorde. Jeg har visualiseret for mig, hvor vi skulle hen. Det er klart, at det er træls at miste kollegaer på gulvet, men vi har været nødt til at skære ind for at tilpasse os og sikre, at Farstrup Furniture overlever.
STEEN LYHNE-JOHANSEN, ADMINISTRERENDE DIREKTØR OG PARTNER I FARSTRUP FURNITURE.
Havde penge med på arbejde
Steen Lyhne-Johansen har fra både lys- og møbelbranchen erfaring med salg, marketing, eksport og at få sat de rigtige hold, og så er han vild med gamle ting, der har historie. Derfor kunne han også se et potentiale i den 110 år gamle virksomhed i nærheden af Morud.
For tre år siden gik han derfor ind i Farstrup Furniture sammen med en ny ejerkreds.
– Farstrup har et rigtigt godt brand, men virksomheden var nedslidt og trængte til at blive renoveret. Brandet skulle pudset af, og vi skulle have tilført nogle nye produkter. Vi har en interessant sektor med seniorer, som er stærkt stigende, men virksomheden havde kørt med underskud i rigtigt mange år. Vi overtog den på fornuftige vilkår, men omvendt skulle vi have penge med på arbejde de første år for at få virksomheden vendt rundt, forklarer Steen Lyhne-Johansen.
I den øvelse forsøgte han at bevare de gode ting fra fortiden og kombinere dem med noget nyt, der rækker ind i fremtiden.
Mest tydeligt er det måske, at virksomheden har skiftet logo og navn fra Farstrup Møbler til det mere eksportegnede navn Farstrup Furniture. Derudover er der kommet nyudviklede produkter til, medarbejderstaben er blevet lidt mindre, og lokalernes indretning er også markant forandret.
Det betyder, at de 33 ansatte ikke længere sidder i enklaver rundt omkring i virksomhedens 23.000 kvadratmeter store domicil, men derimod har fået pladser i en nyindrettet administrationsbygning i det gamle træpudseri, hvor der også er fælles kantine.
Dermed signalerer lokalerne den samhørighed, der har været helt afgørende for Steen Lyhne-Johansen. Det gælder ikke mindst på fabrikken, hvor alle Farstrups møbler stadig bliver produceret.
– Vi får i runde tal 20 procent mere ud med 20 procent færre folk, og derfor begynder det at give balance, siger Steen Lyhne-Johansen, der på den ene side er stærkt afhængig af specialister i produktionen, men omvendt også har brug for fleksibilitet fra medarbejdernes side.
Derfor gav det Steen Lyhne-Johansen lidt mere ro, da han og Farstrup i sensommeren 2018 fik Jan Andersen med ind i ejerkredsen og til at lede produktionen, hvor adskillige medarbejdere har en anciennitet på mere end 25 år.
– Der skal skubbes hårdt på en gang imellem for at forstå, at tingene kan gøres på en anden måde, end man har gjort i 30 år. Sådan vil det nok altid være, men vi kan se, at det bærer frugt, og vi er stadig på vej. Forandringsledelse er tungt at arbejde med, og det handler både om motivation og forståelse af, hvad der skal til, siger Jan Andersen.
Han ser det som en naturlig reaktion, at vi føler os utrygge ved det, der ligger udenfor vores komfortzone, og derfor har han arbejdet meget med at skabe en fælles forståelse af succeskriterierne. Det betyder, at hver enkelt ikke længere kan nøjes med at fokusere på sit eget specialområde, men skal se sig selv som en del af en gruppe, der skal have ordrerne ud til kunderne.
– Jeg prøver at skabe overblik for medarbejderne og forklare, hvorfor de skal hjælpe til med andre ting i spidsbelastningsperioder. Jeg har en sypige, som har syet i 25 år. Nu polstrer hun også, at det har været en god oplevelse for hende. Vi har også succes med, at nogle medarbejdere fra maskinsnedkeriet af og til hjælper til i polstringen. Det var totalt utænkeligt førhen, forklarer Jan Andersen.
Han forstår godt, hvorfor der har været nogle mentale barrierer, der skulle brydes ned sammen med de førhen strikse faggrænser. Ledelsesmæssigt har der ikke tidligere været tænkt i de baner.
Steen Lyhne-Johansen bruger fodboldsproget til at forklare udviklingen. Ligesom en højre back førhen kunne nøjes med at passe sin mand i forsvaret, skal alle i dag kunne bidrage på store dele af banen.
Historien bag Farstrup Furniture
Farstrup Furniture blev grundlagt i 1910, hvor møbeleventyret startede med savværket. Først i 1918 kom stoleproduktionen til og dannede grundlag for den vækst, der gav møbelvirksomheden sin storhedstid i 1950’erne og de følgende årtier.
Produktionen foregår stadig i lokalerne på Nordfyn, hvor virksomheden i 1980’erne var tæt på 300 ansatte.
Møblerne er individuelt tilpassede, og en stor del af dem er målrettet seniorer.
I 2017 overtog direktør Steen Lyhne-Johansen en velrenommeret men skrantende virksomhed sammen med en ny ejerkreds, der foruden Farstrup senest ankomne COO Jan Andersen og ham selv, også tæller Tvilum-ejer Poul Kristiansen samt de erfarne møbelfolk Flemming Lindtofte og Søren Iversen.
Virksomheden har præsenteret underskud på underskud, indtil Steen Lyhne-Johansen i det seneste regnskab endelig kunne præsentere et plus på en million kroner.
I dag er der 33 ansatte på Farstrup Furniture.
En niche i vækst
Den mere fleksible produktion er en vigtig del af forklaringen på, at Farstrup Furniture efter underskud på underskud kom ud med et overskud på en million kroner i det seneste regnskab. Samtidig har det spillet positivt ind, at virksomheden har lavet produktudvikling og fået flere nye produkter i sit sortiment.
Det gælder for eksempel dersignergyngestolen Munin, der er udviklet i samarbejde med den unge designer Lise Vester. Med sine specielle, beroligende bevægelser aktiverer den naturlige afspændingsprocesser i kroppen, og 20-30 minutter i stolen kan have samme virkning som angstdæmpende medicin.
Farstrup Furnitures møbler er individuelt tilpassede, og størstedelen af dem er målrettet seniorer, der kan have svært ved at komme op af designerstole som for eksempel Ægget eller en Wing Chair, der typisk både er lave og skråner.
– 80 procent af vores omsætning kommer fra møbler til seniorer, og det er et marked, der er i international vækst. Vi leverer allerede til sygehuse, plejecentre og andre institutioner, men fremover skal vi satse endnu mere på kontraktmarkedet, siger Steen Lyhne-Johansen.
Måtte låne af ejerkredsen
Ting tager imidlertid tid, som han gentagne gange pointerer, og netop hans tålmodighed har været sat voldsomt under pres de seneste tre år.
Reelt har Farstrup Furniture ikke været truet på eksistensen, siger han, fordi der i ejerkredsen hele tiden har været opbakning til og tro på den treårige plan, de nye ejere kom med i 2017.
Da Steen Lyhne-Johansen gik på sommerferie i 2018, stod der imidlertid kun 1400 kroner på kontoen, og Farstrup Furniture kunne ikke få nogen banker til at bevilge en kassekredit.
Steen Lyhne-Johansen vidste, at han måtte have lån fra ejerkredsen for at kunne køre videre. I dag er det lån dog betalt tilbage, møbelvirksomheden har fået en bank med ombord, og i sensommeren 2018 begyndte initiativerne at lønne sig.
– Det var et vendepunkt for os. Fra efteråret 2018 begyndte vi at kunne holde vandet ude. Vi har fået 30 nye forhandlere i Danmark, og det tager tid, før de begynder at bidrage med noget, siger Steen Lyhne-Johansen.
De første år følte han sig på voldsomt begrænset af at skulle vende hver eneste krone, og der var mange ting, han gerne ville have sat i gang med det samme. Yderligere produktudvikling, flere messer og flere udadvendte initiativer.
Enkelte nye maskiner ville han også gerne have investeret i, og it-systemet er også nedslidt. Alligevel kalder han det en sund øvelse at skulle prioritere hver eneste krone.
– Det er ikke skidt alene. Man kan nemt blive fristet til at købe sig til nogle løsninger, og man er nødt til at bruge penge for at tjene penge. For eksempel til at købe varer ind for. Men det er sundt at finde ud af, at hvis du skal vokse organisk, tager det længere tid, minder han om.
Tålmodigheden under pres
Rationelt vidste Steen Lyhne-Johansen godt, at han undervejs holdt sig til den treårige plan, han har fremlagt for resten af ejerkredsen. Alligevel ville han gerne have sat turbo på udviklingen.
– I og med at det var min idé, skal jeg selvfølgelig stå på mål for den overfor aktionærerne, men nogle gange tager ting længere tid, end man forventer. Det har ikke taget længere tid end planlagt, men når man er i det til daglig, synes man, at det tager lang tid. I bund og grund er jeg nok den, der er allermest utålmodig, forklarer Steen Lyhne-Johansen.
Han har været ærekær i forhold til at få tingene til at ske i en fart og har følt et stort ansvar overfor ejerkredsen, selv om han også selv har investeret i Farstrup Furniture. Når han træder et skridt tilbage og kigger på de seneste tre års udvikling, kan han imidlertid se, at der er sket utroligt mange ting.
Brandet er stadigt stærkt, og tallene pludselig sorte. Fremover skal Farstrup Furniture – igen – være stærke på eksport, levere mere til det såkaldte kontraktmarked med plejehjem og hospitaler og supersygehuse, og så skal virksomheden blive ved med at udvikle nye produkter.
– Barren bliver sat højere. Vi er kommet langt, men vi er langt fra færdige, og man sætter sig selv under konstant pres for at nå det næste, erkender Steen Lyhne-Johansen.
Farstrup Furniture har taget en ny administrationsbygning i brug, hvor virksomheden både lader bygningernes historik komme til udtryk og har opdateret virksomheden til at pege ind i fremtiden. Foto: Farstrup Furniture
Da Farstrup Furniture indrettede det tidligere træpudseri, indrettede virksomheden også en kantine, hvor medarbejderne kan sidde samlet. På væggen er der også kommet billeder op af alle ansatte som et led i strategien med at skabe større samhørighed. Foto: Farstrup Furniture.
Skal vi ringe dig op?