Fra stamme til stue
Hos Farstrup Furniture har vi stået for solidt dansk håndværk siden 1910, hvor virksomheden begyndte som savværk. Siden da har vi produceret millioner af stole i høj kvalitet med afsæt i de samme værdier: kærlighed til træet, solidt håndværk og tidløst design.
Men hvordan bliver en rå træstamme til en bæredygtig og stilren stol? Alle vores møbler gennemgår en lang og grundig proces, der sikrer, at hvert enkelt møbel lever op til vores høje kvalitetsstandarder.
Den rå træstamme
Første del af processen handler om at udvælge det rette træ fra de rette skovområder. Når man fremstiller bæredygtige møbler, er det nemlig ikke ligegyldigt, hvor træet kommer fra.
Hos Farstrup Furniture bruger vi så vidt muligt træ fra nordeuropæiske skove. Her vokser træerne langsommere, hvilket giver træet en tættere struktur og en stærkere stamme. Det danner grundlaget for holdbare møbler, der med deres tidløse design kan holde i flere generationer.
Træets bearbejdning
Træet ankommer som tørrede planker til vores møbelfabrik og er klar til at blive bearbejdet. Første del af bearbejdningen består af afretning og høvling, så plankerne får den rette tykkelse og ensartede mål.
Herefter er træet klar til videre bearbejdning på vores moderne CNC-maskiner. Her kan vi udskære træet i et utal af former og dele med høj præcision og ensartet kvalitet.
Inden trædelene sendes videre i processen, slibes de i hånden, så de får en flot og glat overflade, klar til at blive samlet, limet og dyvlet til en stol.
Formpresning af finér
I vores møbelproduktion anvender vi også bøge- og egefiner. Træ er et levende materiale, og ved massivt træ kan der opstå spændinger som følge af ændringer i luftfugtighed og temperatur.
Ved at bruge finer kan vi reducere disse spændinger og samtidig opnå en lavere vægt og en meget høj styrke. Fineren formpresses, limes og opvarmes i vores formpresse, så den samles til ét stærkt stykke træ i den ønskede form.
Herefter skæres træformen ud i enkeltdele, som pudses og limes sammen. På den måde skaber vi fundamentet for en stærk og holdbar stol.
Lakering
Stolens ramme sendes videre til lakering, hvor den får en beskyttende overfladebehandling, der samtidig fremhæver træets naturlige årer og struktur.
Efter lakeringen hænges stolene til tørre på vores specialudviklede rotationssystem. Systemet kører i et nøje fastlagt tempo, som sikrer en ensartet tørretid for hver enkelt stol.
Hvis stolen skal have ekstra skum, bliver skummet limet og placeret på stolens sæde og ryg, inden den videre polstring.
Påsætning af stof eller læder
Sidste del af processen foregår hos vores syersker. Det valgte stof eller læder klippes, syes og tilpasses stolen, hvorefter det monteres sammen med skummet.
Inden stolen forlader fabrikken, bliver den kontrolleret, testet og afprøvet.